4,4K
Lær at hækle Sedge Stitch, trin for trin!
Med denne nemme og detaljerede instruktionsvideo lærer du nøjagtigt, hvordan du hækler dette smukke mønster. Mønsteret giver en smuk struktur, der er lækker, blød og vamset, hvilket gør det meget velegnet til lækre tæpper, med mere.
Sedge Stitch er et meget nemt mønster at lave og er velegnet til nybegyndere. Mønsteret hækles i fastmasker, halve stangmasker og stangmasker. Jeg viser alle disse masketyper langsomt og detaljeret i denne video. Se med og lad dig inspirere til dit næste kreative projekt 🙂
Fremgangsmåde
- Lav en løkkemaske samt et antal af luftmasker, der er deleligt med 3. Til hækleprøve laver jeg i alt 21 luftmasker.
- Start første række ved at lave halv stangmaske i nr. 2 luftmaske fra hæklenålen.
- Spring 2 masker over og lav en fastmaske i den næste maske. Lav herefter en halv stangmaske og stangmaske i den samme maske. Således har du nu en fastmaske, en halv stangmaske og en stangmaske i den samme maske.
- Gentag forrige punkt hele rækken hen indtil du har én maske tilbage i rækken. Lav en fastmaske i den sidste maske.
- Lav en luftmaske og vend arbejdet for at starte række 2.
- Start række 2 ved at lave en halv stangmaske og en stangmaske i den første maske.
- Spring 2 masker over og lave en fastmaske, en halv stangmaske og en stangmaske i den næste maske, som er en fastmaske fra den forrige række.
- Gentag forrige punkt hele rækken, indtil du har 2 masker tilbage i rækken. Spring næste maske over, og lav en fastmaske i den sidste maske i rækken.
- Lav en luftmaske og vend arbejdet.
- Hækl række 3 og alle de følgende rækker på nøjagtigt samme måde som række 2. Indtil du er tilfreds med længden på dit arbejde.